Synsbedrag

Hvad er egentlig vigtigst, når man skal putte? Svinget, opstillingen, linjelæsningen, eller putteren? Ja, det oplagte svar er jo, at alle dele skal være godt, hvis man for alvor skal blive god til denne disciplin. Men hvis man nu stiller rigtigt op, svinger rigtigt, “læser” green rigtigt, har en putter af god kvalitet og alligevel putter forbi den ene gang efter den anden… Hvor er det så, det går galt? Ja, der er i hvert fald en mulig forklaring, som de færreste kender nok til.

 

For nylig læste jeg om en putter fra Ping, som kan justeres i længden. I annoncen påpegede Ping, at rigtig mange spiller med en længde putter, der ikke passer til dem. Det fik mig til at tænke over, hvilken længde putter, der egentlig passer til mig. Derfor valgte jeg at tage mine tre nuværende puttere med hen til min PGA-Pro. De varierer alle sammen i længde fra 33″ til 35″.

Den lokale PGA-Pro i Maribo Sø Golfklub, Thomas Greisgaard, fik hurtigt udelukket den længste putter. Herefter blev 33″ valgt fra. Jeg stod så forover bøjet med den, at jeg kiggede et godt stykke foran bolden, da jeg kiggede ned. Det bedste er at stå, så man kigger lige ned ovenpå bolden. Det gjorde jeg med 34″ putteren.

Da vi havde fundet den rette længde slog jeg nogle putts med den, imens Thomas studerede min opstilling. Det viste sig, at længden af putteren langt fra var det eneste, vi skulle kigge nærmere på.

 

 

“Skinnet” bedrager:

 

Det blev til en knap én time lang snak om sigtelinjer, farver, former og referencerammer. Snakken startede som sagt efter at Thomas havde kigget på min line-up. Da han stod et stykke bag mig på linje med hullet, kunne han se, at jeg konsekvent pegede slagfladen lidt til venstre for hullet. Jeg var ellers overbevist om, at jeg pegede lige midt i hullet. Som sædvanlig havde den veluddannede, unge mand en forklaring klar.

 

Det menneskelige øje opfatter sigtelinjer forskelligt. Når en golfspiller skal pege sin putter mod det ønskede mål, er det jo forbindelsen mellem putterhovedet og f.eks. midten af hullet, der definerer puttelinjen. Langt de fleste puttere har en form for referencepunkt i form af en prik, streg eller rille. Øjet bruger omgivelserne omkring referencepunktet på putteren, når det skal konstatere, hvor punktet er i forhold til sigtepunktet i den anden ende af puttelinjen. Her bliver kontraster vigtige for at øjet kan finde ud af, hvor bolden ligger i forhold til putteren og dermed kan udpege den lige linje hen til målet. Det er hér forskellen på mennesker kommer i spil. Det er simpelthen forskelligt fra spiller til spiller, hvilke og hvor store kontraster, der skal være, for at øjet opfatter referencepunktets placering korrekt i forhold til bolden.

Det har også meget at sige, hvordan skaftet er monteret på selve putterhovedet. Om det sidder fast bagpå eller i midten, og om skaftet går direkte ned i hovedet, eller det bøjer til sidst. Nogle skafter går i en lige linje fra grip til hoved, således at der bliver en ca. 45 graders vinkel mellem skaft og hoved. Andre knækker til sidst, så vinklen bliver ca. 90 grader.

Ikke nok med dét, så kan skaftet også vinkle frem mod slagfladen eller tilbage mod bagsiden af putteren. Det kaldes “offset”. Nogle puttere har ikke noget offset. Andre har hvad der svarer til det halve af skaftets tykkelse på den nederste del. Andre puttere har ét skafts offset osv.

 

Det er altså både vinkler og kontraster, der påvirker vores øjnes opfattelse af, hvor putteren peger hen. Se bare på det her billede. Hvor synes du, de fire puttere peger hen? Mod venstre, lige ud eller mod højre? Det vil der være forskel på fra person til person. Fakta er, at alle fire putter er linet op, så de peger lige frem.

 

 

Find den rigtige til dig:

 

Kontraster kan opstå af mange ting. Farver, udforming på putterhovedet, påtegnede geometriske figurer osv. Tager man så skaftlængde, vinkelmuligheder, og mulige vægtplaceringer i putterhovedet, bliver det til ganske mange kombinationsmuligheder. Det er derfor, der findes et hav af forskellige puttere på markedet. Med så mange afgørende faktorer og puttere på markedet er der kun én ting at gøre, hvis man skal finde den helt rigtige til én. Prøv så mange forskellige puttere grundigt under kyndig vejledning fra din lokale PGA-pro!

Få først og fremmest styr på, hvilken længde skaft, du skal have. Herefter kan en masse putts vise, hvilke kontraster og referencepunkter der skal være, for at du kommer til at pege putteren derhen, hvor du sigter. Så kan man herefter afprøve de forskellige muligheder hvad angår skaftets placering i putterhovedet og med “offset”. Til sidst skulle du gerne pege og slå bolden derhen, hvor du sigter.

 

Personligt skal jeg have en putter med store kontraster og et skaft, der sidder fast bag på putteren og har et offset svarende til et skafts tykkelse. F.eks. en sort 2-bal putter med relativt stor “krop” og i en form, hvor der er nogle naturlige linjer at sætte bolden i forhold til. Det kunne være en “Odyssey O-Works black 2-ball Fang” som denne.

Jeg håber, at du har fået lidt ud af at læse min erfaring med valg af putter. God fornøjelse med at finde den helt rigtige putter til dig.

 

v/Lars Schwartz

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

©2019 L.K.S. Golf

Log in with your credentials

Forgot your details?