Vælg den rigtige bold

Når man nu gør sit ypperste for at ramme den der forbandede, hvide kugle, har man så ikke fortjent det ypperste resultat af sin indsats? Det manglede bare! Derfor skal man vælge præcis den “forbandede, hvide kugle”, der reagerer optimalt på netop den måde, man selv rammer den. Det gælder for de professionelle, men det gælder så sandelig også for os glade amatører. Vi vil også kunne mærke forskel, hvis vi fik lov til at afprøve forskellige bolde. Det har jeg selv måtte sande. Der gik bare lige 25 år, før jeg fandt ud af det. Så hvem ved, måske kunne jeg have været professionel nu, hvis bare jeg havde valgt den perfekte bold fra starten af? Overhovedet ikke! Men alligevel kan jeg sige med sikkerhed, at den bold jeg spiller fast med nu har optimeret resultaterne af mine slag.

 

Indtil for nylig spillede jeg med Srixon Soft Feel. Som navnet antyder er det en relativt blød bold, og som jeg havde forstået det skulle den hjælpe med at få noget spin i bolden i mine slag til greens.

 

Før den spillede jeg med Callaway Warbird. En meget hård bold, som primært blev solgt på at den gav ekstra længde på drives. Fælles for de to bolde er, at de er relativt billige. Med det antal bolde jeg smider væk på en sæson og min status som “på ingen måde velstående”, så har prisen altid været afgørende for mit valgt af bold. Også for 25 år siden, da jeg spillede med billige TopFlite og Wilson bolde.

 

Jeg fik for alvor brug for at snakke boldtype med den lokale PGA Pro,Thomas Greisgaard Larsen,  da jeg fik mine nye golf-jern for nogle måneder siden. Under udvælgelsen af jern oplevede jeg at kunne slå en den længere, end jeg gjorde med mine daværende jern. Her skal det siges, at det var relativt vindstille den dag, jeg testede forskellige jern. Samtidig brugte jeg almindelige drivingrange-bolde under hele testen. Disse bolde adskiller sig rigtig meget fra “almindelige” bolde, fordi de dybest set er skabt med det formål at kunne holde til utrolig mange slag uden at gå i stykker.

 

Da jeg endelig fik mine nye jern med ud på banen, oplevede jeg en helt anden boldflugt end den, jeg havde slået under testen. Bolden havde heller ikke den borende bane, som jeg i sin tid valgte jernsættet ud fra. Derfor tog jeg en snak med den Thomas Greisgaard, der også havde hjulpet mig med at vælge den perfekte opsætning af jern. Jeg troede seriøst, at producenten havde lavet en fejl ved at sætte nogle forkerte skafter i. Eller at Thomas havde bestilt forkert. Resultatet af mine slag med de nye jern mindede meget om nogle af de andre kombinationer af køllehoved og skaft, som vi i sin tid kasserede pga. for høj og ballon-agtig boldflugt. Thomas spurgte til, hvilken bold jeg spillede med, og da han hørte svaret var han ikke i tvivl. Jeg spillede med en helt forkert type bold i forhold til min måde at slå på og mine nye jerns egenskaber!

 

Han udstyrede mig med 6 stk. bolde af en anden type og bad mig teste den over nogle runder. Det gjorde jeg, og jeg blev øjeblikkeligt begejstret over resultatet. Pludselig havde jeg både super længde, højde og spin. Fra tee slog jeg lange, lige slag med såvel lange jern som køller. Slag til green med mellemlange og korte jern gav super spin i bolden, og følelsen ved boldtræf var skøn ved samtlige slag. Derfor skiftede jeg omgående til Srixon AD333 Tour bolde. Også selvom de er dyrere end dem, jeg hidtil har spillet med.

 

Jeg har det sådan, at jeg vil have fuldt udbytte af den indsats jeg yder. Hvis jeg slår et perfekt udført slag skal jeg også belønnes med det perfekte resultat. Så skal det ikke være bolden (eller værktøjet for den sags skyld), der “ødelægger” det. Hvorfor bruge tid på at øve sine slag, og tusindvis af kroner for spilforbedrende udstyr, hvis bolden alligevel ikke reagerer optimalt på det slag, man slår? Ligesom med udstyr generelt findes der et enormt udvalg af bolde på markedet, og det er der jo en grund til. Der er en til enhver type spiller, og jeg vil hermed gerne slå et slag for, at man hver især vælger den bold, der giver en de bedste resultater af anstrengelserne på banen.

 

Det har givet mig endnu mere fornøjelse ved spillet, nu hvor jeg ved og kan se, at bolden giver mig endnu bedre resultater på scorekortet. Jeg bliver høj af at se, at jeg nu kan opnå så meget backspin med et 6-jern, at bolden stopper indenfor en halv meter på selv en mellemhård green. Samtidig med at jeg indimellem kan slå 310 meter med min driver og opnå fair resultater på runder med meget vind.

 

Så opfordringen herfra er, at uanset hvilket niveau du spiller på, så gør dig selv den tjeneste at snakke med din lokale PGA-Pro om, hvilken bold der er bedst for dig.

 

 

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

©2019 L.K.S. Golf

Log in with your credentials

Forgot your details?